Årets webgrrl 2010

Det oprindelige indlæg er blevet fjernet på den originale side, da foreningen gik fra at være for medlemmer samt betaling af kontingent til at være gratis og fri for alle samt ny hjemmeside.

Webgrrl medlemmernes begrundelse for at det skulle være mig,
hvilket jeg da blev meget beæret og glad for.

Tine er en forbilledlig ildsjæl, der særligt gennem sit engagement i findtoilet.dk har vist, at det nytter noget at bide sig fast og holde ved. Projektet har også været en lang udviklingsproces for Tine - både i forhold til personlig gennemslagskraft og mod til at stå frem og i forhold til ny teknologi og langhåret programmering.

Tine har høstet velfortjent anerkendelse og er blevet belønnet - men har brug for stadig opbakning, for offentlige myndigheder giver ikke ved dørene, og til trods for at hun blev præmieret som en af de tre ODIS-vindere og bliver rost ved fine konferencer om begavet anvendelse af offentlige data, må hun stadig kæmpe for at blive set - og respekteret.

Tine har ganske givet både sit køn - og sin alder - imod sig, når det gælder den offentlige anerkendelse. Men hun er en vidunderligt ukuelig rollemodel for andre kvinder, der er tændt på it - også de usikre og de, der ikke længere er vårharer - og hun fortjener at blive hyldet af sine kolleger.