Tak for prisen
Først vil jeg gerne takke videnskabsminister Helge Sander
for at have udskrevet denne projektkonkurrence samt dommerne for at finde mit
projekt så interessant, at de valgte, at jeg skulle være en af de 3
vindere. Dette ”klap på skulderen” har for mig været hele den hårde og seje
kamp værd.
Hvorfor jeg startede projektet samt problematikken
Allerede tilbage i 2005 fik jeg ideen til dette projekt,
fordi jeg som arbejdsløs havde mere tid til at tage til byen. Som så mange
andre lidt ældre havde jeg nu brug for at finde et toilet hurtigst muligt, når
tissetrangen meldte sig. Til min gru opdagede jeg, at jeg ikke anede hvor de
offentlige toiletter lå, så jeg blev nødt til at gå på restaurant, og her mødte
jeg skilte med at det kun var for restaurationens gæster. Så
måtte jeg jo købe en øl eller sodavand for at bruge deres toilet, hvilket
bevirkede, at jeg jo snart igen skulle på potten. Har også været ude for at
nogle restauranter har deres toiletter aflåste, og at man kun kan
benytte disse, hvis man får udleveret en nøgle.
Da jeg kom hjem, søgte jeg straks på Google for at finde et
map, som viste disse, men nej det eksisterede ikke. Det eneste jeg fandt var et
map, som viste alle toiletterne i Australien. Jeg kontaktede så programmøren
bag dette, men da de havde været en større gruppe eksperter om udarbejdelsen
og var blevet betalt af Australian Government Department of Health and
Ageing kunne han ikke udlevere noget info til mig. Hvilket jeg da godt kunne forstå.
Da det ca. 1 år efter i maj 2006 blev vedtaget at nedlægge
en masse offentlige toiletter, og der var stor diskussion i pressen om dette,
kom jeg igen til at overveje at lave min hjemmeside, som viste de offentlige
toiletter i København og i mellemtiden var Google Maps API kommet til,
som jeg så tænkte, at jeg kunne bruge, og Peter Brodersen havde lavet http://www.findvej.dk/.
Jeg vil undlade at fortælle om min lange seje kamp for at få
denne info, specielt de korrekte koordinater, da jeg jo kun har 10
minutter, men vil i slutningen af præsentationen give et link, så de der er
interesseret, kan studere nærmere, hvad jeg har været oppe imod.
Hvad gør min tjeneste?
Folk kan hjemmefra søge på et Google Map og studere hvilke
toiletter, der findes på den rute de skal. De kan også udprinte et grafisk map
fra http://maps.google.com/ med ruteplan samt egne notater. Det er meningen, at
der også skal være diskussionsfora på siden for f.eks. Toiletter på stationer -
Toiletter på skoler - Toiletter på offentlige steder osv. osv. Måske kunne
dette også medvirke til, at vi kommer til at behandle de offentlige toiletter,
som vi behandler vores eget
Oppe i toppen af mappet er der en dropdown menu med links
til de forskellige byers map samt til et som viser alle toiletterne for hele Danmark og et hvor man kan søge på
adresse indenfor en bestemt radius samt hvilket toilet man er interesseret i.
Menuen er inddelt i regioner og under disse vil de forskellige kommuners map
kunne vælges. Der findes 98 kommuner i alt i Danmark, og først var det min
mening kun at lave det for København, men da jeg først havde teknikken
på plads, kunne jeg jo ligeså godt lave det for hele Danmark. Det er jo ikke
kun københavnere, som kan blive tissetrængende.
Man kan vælge et specielt toilet og fra et InfoWindow kan
man læse oplysninger om dette samt zoome ind og se helt nøjagtigt, hvordan
toiletbygningen ser ud – og nu hvor Google Street View er kommet til Danmark,
er det jo meget tydeligere. Man kan ved at trykke på et link herfra få yderligere
oplysninger om dette toilet, og registrerede brugere har mulighed for at skrive
en kommentar og evt. uploade et foto. Fra hvert toilet er der et link tilbage
til kommunens map eller et af de andre jeg har nævnt.
Hvem kan få glæde af min tjeneste?
Der er mange mennesker som er bange for at tage til byen,
fordi de ikke ved hvor de kan komme på toilettet, altså hvor f.eks. de
offentlige toiletter findes. Det er en menneskeret at kunne komme på toilettet,
og det skulle ikke være nødvendigt at betale for et restaurantbesøg for dette
eller at skulle besørge på gaden, i en port eller i en busk. Så sådan en
service vil hjælpe mange mennesker.
Denne side vil være til glæde for alle tissetrængende, altså
du og jeg samt folk som lider af inkontinens, crohn, colitis o.lign. sygdomme
samt handicappede, fordi der kan være oplysning om areal eller en forælder, som
vil skifte sit barns ble m.m
Sådan en side vil også kunne være med til at holde
kommunernes udgifter nede vedr. beskadigelser på toiletterne, da folk, hvis de
oplever hærværk kan sende en SMS til kommunen med det samme eller skrive en
kommentar til dette specielle toilet og måske vedhæfte et foto. Man kunne måske
også opsætte et kamera foran døren til disse toiletter og på denne måde
måske undgå at diverse idioter begår hærværk, og ellers så har man jo deres
ansigter optaget på videoen og kan v.hja. disse SMS'er måske finde tidspunktet
og videoen, som viser hærværksmanden.
Hvilke udfordringer er der m.h.t. at realisere ideen
For at dette skal blive en succes er de 98 kommuner nødt til
at samarbejde med mig for at projektet kan blive til noget. Fordi det er
kommunerne selv som indtaster info, sletter, opdaterer o.lign. vil disse maps altid være up-to-date. Jeg har lavet det sådan, at hver kommune får en bestemt rolle
og rettigheder, så kun denne kommune har adgang til sine egne data. Jeg håber,
at alle her på konferencen, hvis de synes projektet er en god idé, vil være med
til at fortælle politikerne og kommunerne om dette, så det kan blive til noget
og være en glæde for en masse mennesker derude.
Siden er lavet med Drupal, som er et af verdens mest
anerkendte CMS-systemer samt Google Maps API. Det har været en hård proces, da
jeg ikke er php-programmør. Jeg kunne i forvejen HTML og CSS samt bruge
Dreamweaver. Men ved at følge med i fora, afprøve tutorials, se videoer,
udprinte e-books og hårdt arbejde, er det alligevel lykkedes mig at lave denne
side. Jeg vil dog ikke undlade at nævne, at jeg har fået en del hjælp af en fyr
i England, som jeg for flere år siden diskuterede med i forummet for Google
Maps API, men han kendte ikke til Drupal, så det har jeg selv måtte lære mig.
Og drupal udviklerne havde ikke meget forstand på Google Maps API, ihvertfald
ikke sammen med Drupal og ikke til hvordan jeg ville have det. Så
her har jeg brugt min kreativitet og har fået lavet noget, som jeg tror, selv
ikke disse drupal udviklere troede var muligt. Så lidt stolt af mig selv er
jeg da. Men jeg tror, at når en person som jeg, som ikke har en masse
programmeringsforstand starter sådan et projekt, så ser jeg muligheder som
andre med en masse erfaring ikke har kunnet tro kunne lade sig gøre. Og så skal
der altså også en masse stædighed til og villighed til at bruge mængder af tid.
Jeg har brugt flere år.
Hvad vil du gøre, nu hvor du har vundet – hvad er fremtiden for din idé?
Min idé for dette projekt går ud på, at ud over at folk
hjemmefra skal kunne bruge et Google Map, så skal det også kunne bruges fra en
mobiltelefon, GPS og måske SMS og så bliver det rigtig sjovt. Men nu skal jeg
først og fremmest have en masse data at arbejde videre med fra kommunerne.
Det ville også være dejligt hvis Danmark ude i den store
verden, udover at være kendt for vore mange vindmøller og cyklister, også blev
kendt for vores offentlige toiletter m.h.t. at finde disse nemt samt at de
fremstår meget renholdte og vedligeholdte.
Afslutning
Endnu engang tak for prisen. Og til de interesserede, som
vil læse mere om mit projekt, er der et link fra min hjemmeside http://www.findtoilet.dk/. Tak for nu. |